Det glutenfrie køkken – lagkage

Nu hvor jeg selv er så uheldigt stillet at være sensitiv over for gluten, så kan det være rigtig svært at finde opskrifter, som bliver lige så lækre som dem, der kan købes ved bageren. Jeg har selv ærget mig grøn og gul, hver gang en bagerkage blev stillet for næsen af mig til et arrangement. MEN, det skulle ikke få mig ned med nakken, så jeg gik i gang med selv at videreudvikle en opskrift, jeg havde fundet på ”chokoladebomber” til en lækker lagkage. Resultatet blev helt vildt fortræffeligt (og de andre i familien var selv ellevilde). Det eneste, som jeg ikke har kunnet gøre noget ved endnu er porøsiteten – der kan øjet godt spotte, at der ikke er gluten i til at holde bundene sammen. Læs derfor endelig med her.

Brownielagkage

Jeg fik idéen til at udvikle kagen, da min kæreste havde fødselsdag. Her ville jeg gerne overraske ham med en kage – men jeg ville da også selv kunne spise med! Så jeg gik med stor tålmodighed i gang med at bage denne kage:

2 lagkagebunde (bages i to springforme)

200 g 70 % chokolade – hakket

120 gram Fri Margarine (eller smør for dem, der tåler det)

4 æggeblommer

4 æggehvider

200 g sukker

1-2 bakker jordbær (hindbær/brombær kan også bruges til mere syrlighed) 

”Chokoladeganache”

100 g 70 % chokolade

30 g fri margarine (eller smør for dem, der tåler det)

Brændte nødder

50 g. hasselnødder eller mandler

50 g. sukker

1 dl vand

Smørcreme

200 g. flormelis

75 g. fri margarine (eller smør)

25 g. kakao

2 spsk soyafløde eller ris/soyamælk (eller mælk)

Smelt smørret og chokoladen over vandbad, kom æggeblommerne i. Hold massen over vandbadet indtil det begynder at blive lidt tykkere. Tag det af varmen.

Pisk æggehviderne stive sammen med sukkeret. Vend det forsigtigt i chokolademassen.

Hæld dejen i to springforme (eller hvad man nu har til rådighed). Bag ved 180 grader i ca. 20 minutter. Lad dem køle af et kvarters tid, inden de bruges.

Smelt smørret og chokoladen over vandbadet indtil massen er homogen. Lad den køle af i 5 min, inden halvdelen smøres på den nederste lagkagebund. Resten gemmes til den øverste bund.

Når både bunde og ganachen har kølet lidt af, smøres halvdelen af ganachen på den nederste bund, hvorpå tyndskårne jordbærskiver lægges på. Den anden bund lægges på, og her skal resten af ganachen smøres på.

Kom nødder, sukker og vand i en pande og varm op ved middelvarme og under omrøring – sukkeret bliver nu hvidt og tørt. Fortsæt med at varme nødderne under omrøring til sukkeret er brunt og flydende og nødderne blanke. Skru evt. ned til jævn varme. Spred nødderne ud på et stykke bagepapir og lad dem køle af. Når de er afkølede hakkes de fint og lægges på chokoladeganachen på den øverste bund.

Herefter pyntes der med jordbær/hindbær/brombær efter eget valg.

Til at dække de evt. grimme kanter der kan opstå, da bunden er mere porøs end en glutenholdig lagkagebund, laves der en smørcreme (eller evt flødeskum) til at dække dette, så den ser fin og dejlig ud.

Fri margarine, flormelis, soyafløde/mælk og kakao piskes sammen indtil massen virker luftig og let. Den smøres herefter nænsomt op på kagesiderne.

Jeg undskylder, at indlægget er blevet så langt, men opskriften er besværet værd. Kagen er nu færdig. Bon appetit!

Billede: wentongg